Fire ophold på Ubberup Højskole ændrede Kasper Schmidts liv. Den uddannede kommuneassistent og succesfulde iværksætter vil være diætist for at give unge en sundere livsstil. Men først vil han lige have sit femte højskoleophold med...
Til september går den 33-årige odenseaner Kasper Schmidt i gang med at uddanne sig til diætist. Han kunne ellers så udmærket leve af sin it-virksomhed, hvor han har succes med markedsføring og reklamer på Google. Men fire højskoleophold gør den store forskel. I fire gange tre måneder på Ubberup Højskole har Kasper Schmidt ikke bare tabt sig rigtig mange kilo – han har fundet nogle helt nye værdier, som han har besluttet sig for at forfølge og være tro imod. Han vil bruge sit sit liv på at oplyse om sund livsstil – ikke mindst over for unge, der ikke er gode ved sig selv.
Usundt liv ved computeren
Kasper Schmidts egen ungdom var lige ud ad landevejen i - begyndelsen. Efter højere handelseksamen blev han uddannet som kommuneassistent i Odense Kommune, og efter elevtiden blev han ansat i skatteforvaltningen. Men 8-16-jobbet kunne ikke trække i længden – han var stærkt inspireret af faderens liv som selvstændig købmand, og den unge mand gik i gang med af udvikle de særlige sites, som hurtigt blev en succes. Men arbejdet i egen virksomhed udviklede sig hurtigt til et liv, der stort set kun foregik foran computeren – døgnet rundt. Mad og samvær med andre fik ikke den store prioritet, og på grund af fastfood steg vægten fra 79 kilo til 105 kilo – på kun godt halvandet år – selv om han fik dyrket lidt motion indimellem. På et tidspunkt følte Kasper Schmidt, at han havde brug for hjælp til at få ændret sit liv – den stigende vægt og den altopslugende arbejde. Han søgte på nettet og besluttede sig for tage på Ubberup Højskole ved Kalundborg, som for nogle år siden var kendt for programmerne ”Livet er fedt”. Og her har siden været på fire ophold af tre måneders varighed – betalt af egen lomme.
Mål og motivation
Han føler, opholdene samlet set har givet ham en helt lille uddannelse inden for sund livsstil – fysisk og mentalt. Den 33-årige odenseaner løb i dette efterår Berlin Maraton, og ved sit sidste ophold i Ubberup stod han for lidt undervisning inden for løb, mountainbike og spinning. Og han har netop besluttet sig for at gå i gang med sit femte ophold på højskolen ved Kalundborg til april. Men motion har ikke været den egentlige drivkraft i de forandringer, han har oplevet: ”Det gode har været den motivation, jeg har fået på skolen. Lærerne er utrolig gode til at motivere os til at sætte nogle personlige mål. Man kan jo se, at eleverne tør gå i gang med ting, de ikke turde tidligere. Det er fedt at opleve, hvordan folk får et smil på læberne, når de har været her nogen tid. Det giver selvtillid – og frihed, fordi man smider en masse begrænsninger væk”, konkluderer Kasper Schmidt om sine højskoleophold.


