Bjørn Haugaard kunne ikke håndtere sorgen efter faderens død. Han forsøgte at holde følelserne nede ved at spise og arbejde i ekstrem grad. Samtaler og vægttab på Ubberup Højskole har givet ham livsglæden tilbage.
Sommeren 2009 vil 28-årige Bjørn Haugaard huske altid – den var både forfærdelig og forløsende. Mens andre nød varmen og ferien, kraklerede hans liv fuldstændig. Mange års indestængt sorg og fortvivlelse kom til udtryk i stress og depression, og han erkendte, at han var i en tilstand, hvor der var brug for hjælp – både fysisk og mentalt. Det blev til tre måneder på Ubberup Højskole, hvor han i efteråret ikke bare har tabt sig markant men især også har fået bearbejdet de ting i livet, som gjorde ondt.
”Den ændring, der er sket med mig på tre måneder, er helt ekstrem. Jeg har tabt 22 kilo under opholdet – plus de 20 kilo, jeg tabte under depressionen. Men vægttabet er ikke det vigtigste. Det vigtigste har været samtalerne i samtalegrupperne og med skolens psykoterapeut – det har betydet utrolig meget. Jeg har fået glæden og selvtilliden tilbage – og lyst til at arbejde med mig selv. Jeg er taget på en opdagelsesrejse for at genfinde nogle sider af mig selv”, forklarer Bjørn Haugaard, der afsluttede sit højskoleophold midt i december.
Problemerne begyndte for Bjørn Haugaard, da han som 15-årig mistede sin far. Følelsesmæssigt havde den unge mand svært ved at håndtere sorgen og tabet, og han begyndte at trøstespise. Som ung blev han uddannet murer, og fra 2005 var han tre år frem på Grønland for at arbejde som murer, arbejdsmand og sjakbas. Hele tiden arbejdede han op til 80 timer om ugen, og en betragtelig del af den beskedne fritid brugte han på at spise: ”Jeg har i alle de år haft svært ved at få kontakt med mig selv og mine følelser. Så er det nemmere at spise og arbejde – men det også flugt på flugt”, kan Bjørn Haugaard i dag se. Og da han i 2008 følte sig temmelig brændt ud på grund af det hårde arbejdsliv i Grønland, kom han tilbage til Danmark med en afklaring af, at han ville prøve noget andet end murerfaget. Den 166 kilo store mand kom til at arbejde med autister, men den følelsesmæssige belastning blev for stor. Den snigende depression brød ud i lys lue, og Bjørn Haugaard begravede sig under dynen, hvor han indimellem fik angstanfald. Men han fik også pyskologhjælp og lykkepiller, og en god kammerat opfordrede ham til at tage på Ubberup Højskole – og var endda parat til at betale for opholdet. Og allerede da Bjørn Haugaard stod på skolens gårdsplads første gang, kunne han mærke noget forandre sig: ”Det var meget mærkeligt. Da jeg stod på gårdspladsen, var det som om jeg fik fred. Jeg vidste, at vi alle var her af næsten de samme årsager. Det var som om, mine skuldre fysisk faldt på plads. Det var i orden bare at være mig. Jeg følte mig rigtig, og det har jeg gjort siden”.
